Familiegymnastik handler om, at børn og voksne rører sig sammen og har det sjovt.
Aktivisterne er målrettet henholdsvis de 2-5 årige, og den voksne deltager i større eller mindre omfang i træningen.
Den voksnes rolle er at være sit barns hjælper. Den voksne deltager i træningen og hjælper sit eget barn under vejledningen af instruktørerne.
Vi laver gymnastik både på gulv og redskaber. Der bygges redskabsbaner, danses, laves opvarmningslege og leges med bolde, faldskærm og meget mere. Vi starter og slutter hver time af med at samles.
Motorisk udvikling
Med udgangspunkt i gymnastikken træner og styrker vi barnets grundmotoriske udvikling. Vi træner både de mere grovmotoriske ting, såsom at kravle, gå, løbe, hoppe, hinke og klatre og de mere finmotoriske ting, såsom kaste, sparke, drible og studse med eksempelvis en bold.
Dette gør vi ved hjælp af forskellige håndredskaber, redskabsbaner og diverse lege.
Sanser
Vi arbejder også med at fremme børnenes kropsbevidsthed.
Gennem træningen træner vi ligevægtssansen (rum, retning, kropsstilling, hastighed og fald), muskel/led sansen (musklerne spændt kontra afslappet og leddenes bevægelser) og til dels også barnets syns-, høre- og følesans. Dette gør vi gennem forestillingslege og redskabsbaner.
Sociale udvikling
I den daglige træning prøver vi meget at styrke det enkelte barns stærke sider ved hjælp af ros og positive oplevelser. Vi prøver også at lære børnene at være en del af en gruppe/et hold ved at give dem nogle gode oplevelser sammen. Vi starter også på at lære de større børn lidt gymnastikdiciplin - stå på række, holde i hånd, vise hensyn og lign.
At lære nyt kræver at man øver sig – mange gange. Derfor vil nogle aktiviteter blive gentaget igen og igen, og den voksne kan måske synes, at det bliver ensformigt, men børnene elsker genkendelsen og fordybelsen, og som forældre skal vi understøtte dem i denne lærings- og fordybelsesproces. Derfor er det ok, når et barn i en time f.eks. helst vil bruge en stor del af tiden på at eksperimentere med en bestemt aktivitet; bliver det hver time at samme aktivitet foretrækkes, skal vi dog også udfordre barnet til at give sig i kast med nye bevægelsesmønstre, så det udvikler sig hele vejen rundt.
Onsdage 17:00-18:00
Rødbyhavns gymnastiksal
Ingen tilmelding nødvendig
Sussanne & Tina
500 kr.
Copyright © 2024 Rødby & Omegns Gymnastikforening - Alle rettigheder forbeholdes.
Powered by GoDaddy
Springmix er på onsdag d. 18/9 aflyst, da skolen har arrangement i hallen. Vi håber at se jer næste gang!